AaB slår Randers og nærmer sig bronze

Skrevet af admin

08/03/2015

Mest læste i dag

Randers FC tabte terræn til FC Midtjylland og FC København i toppen af tabellen i Alka Superligaen, da ligaens nummer tre søndag aften tabte 1-2 ude til de regerende mestre fra AaB.

Nederlaget gjorde ekstra ondt, fordi Randers på ligaens tredjeplads nu blot har tre point ned til AaB, som altså virkelig kan dufte bronzemedaljer.

Midtbanespilleren Thomas Enevoldsen blev matchvinder for AaB efter en times spil, da han fra distancen sendte bolden forbi Randers-keeper Karl-Johan Johnsson til 2-1.

For begge klubber handlede det om at få midtugens skuffelse i pokalkvartfinalerne ud af systemet.

Randers blev sendt ud af FCK efter en spændende straffesparkskonkurrence, mens AaB formøblede en 2-0-føring i 2-4-nederlaget til Esbjerg.

AaB-angriber Anders K. Jacobsen viste, at han er i god form for tiden med flere farlige forsøg og gode offensive aktioner.

I det 12. minut sendte han et forsøg på indersiden af stolpen, og måske det inspirerede holdkammeraterne, for minuttet efter var AaB foran 1-0.

En fin hjørnesparkskombination havnede hos forsvarsspilleren Kenneth Emil Petersen, som bragte værterne foran med 1-0.

Føringen holdt kort tid, for den svenske angriber Mikael Ishak udlignede til 1-1 efter et kvarters spil.

Angrebskollega og landsmand Viktor Lundberg kunne have bragt gæsterne foran 2-1 senere i halvlegen, men hans skud fik Kenneth Emil Petersen fat på med hovedet, så bolden røg ud til hjørnespark.

For Randers var der tale om det andet nederlag i træk efter sidste spillerundes 1-2-blamage hjemme til bundproppen Silkeborg.

Nemt bliver det ikke i den næste kamp for Randers. Førerholdet FCM kommer på besøg fredag.

/ritzau/