AaB-træner: Rio Aves træner gav mig den gode nyhed

Skrevet af admin

12/12/2014

Mest læste i dag

AaB-træner Kent Nielsen fik beskeden om, at nordjyderne var videre til 1/16 i Europa League af Rio Aves træner Pedro Martins.

Da de to kolleger trykkede hånd efter Aab's nederlag på 0-2, var Nielsen ikke klar over, at aftenen alligevel var endt godt for det danske mesterhold. Det skyldtes, at Steaua Bukarest tabte 0-2 til Dynamo Kiev i gruppens anden kamp.

- Jeg vidste ikke noget om, hvordan det var gået i den anden kamp. Jeg kunne fornemme lidt på vores tilskuere, da de på et tidspunkt jublede.

- Deres træner siger så tillykke, og så siger jeg ok. Jeg vidste ikke noget om det før, for det havde jeg ikke behov for. Vi skulle koncentrere os om kampen mod Rio Ave, siger Kent Nielsen til 6'eren.

AaB-træneren er ikke tilfreds med torsdagens præstation i Portugal, men tilføjer:

- Slutproduktet er sgu i orden. Det er vi glade for.

- Vi skal stå til regnskab for kampen i dag. Med det ene øje smiler man, og det andet er irriteret.

- Rio Ave var stort set bedre i alt på banen. Selv om vi havde muligheder før pausen, så var de klart bedre. Ikke meget hang sammen for os defensivt eller offensivt, siger Kent Nielsen.

Han vil ikke klandre nordjydernes indstilling, men det var tydeligt, at AaB'erne ikke havde meget at komme med imod Rio Ave.

- Mentalt og fysisk havde vi ikke mere i os. Det var kamp nummer 29, og vist nok nummer 47 i hele kalenderåret, og vi havde ikke overskuddet mod et levende Rio Ave-hold.

- Vi havde ikke overskuddet til at få kanaliseret energien ud.

- Det er næsten vores dårligste udekamp. Jeg tror ikke, at det skyldtes nerver. Vi har spillet kampe om DM-guld og pokalfinale, og det er også vigtige kampe, så vi skal lige tygge på det, siger Kent Nielsen.

/ritzau/