AaB'er med belgisk fortid: Ingen grund til Brugge-frygt

Skrevet af admin

15/12/2014

Dagens topnyheder

Mens FC København og Brøndby har haft grumme erfaringer med Club Brugge i dette Europa League-efterår og lidt store nederlag, har AaB's Thomas Enevoldsen gode minder om nordjydernes kommende modstander i turneringen.

Inden han skiftede tilbage til AaB opholdt han sig Belgien, hvor han tørnede ud for Mechelen.

- Da jeg spillede dér, var Club Brugge i en opbygningsfase og var ikke så stabil. Jeg har aldrig tabt til dem, så jeg ser ingen grund til at frygte dem, siger Thomas Enevoldsen til Uefa.com.

I forhold til, hvad AaB ellers kunne have trukket, stiller han sig meget tilfreds med mandagens lodtrækning.

- Det er en god lodtrækning. Der var mange stærke hold i bowlen, og selv om vi absolut skal have respekt for Brugge, er det helt sikkert et hold, vi har en chance imod.

- De gør det dog godt i denne sæson, både i den hjemlige liga og i Europa League.

Dobbeltopgøret i Europa Leagues 1/16-finale spilles 19. og 26. februar. AaB har hjemmebane i den første kamp.

/ritzau/