AaBs Champions League-drøm smuldrer efter nederlag

Skrevet af admin

31/07/2014

Dagens topnyheder

AaB får meget svært ved at gå videre til playoffrunden om at komme med i Champions League-gruppespillet.

Endnu resterer der minimum 90 minutter i Kroatien mod Dinamo Zagreb, men efter onsdagens 0-1-nederlag i Aalborg er det svært at se de danske fodboldmestre gå videre fra tredje kvalifikationsrunde.

Dinamo Zagrebs Marcelo Brozovic scorede kampens eneste mål fire minutter inde i anden halvleg efter en kontra, som AaB egentlig havde fået afværget.

Men flot drejede han bolden over i det lange hjørne uden chance for AaB's målmand, Nicolai Larsen.

Hjemmeholdets spillere optrådte nok lidt for passivt i situationen efter træner Kent Nielsens smag.

0-1-resultatet forekom noget unødvendigt og bragte minder frem om tidligere tiders mange hæderlige danske nederlag i de europæiske klubturneringer.

AaB havde egentlig okay med muligheder for at score, men skarpheden manglede i de afgørende situationer.

Kort før pausen var Thomas Enevoldsen tæt på at bringe AaB foran, men symptomatisk fik han ikke helt ordentligt ram på bolden efter Patrick Kristensens oplæg.

Til nordjydernes forsvar skal det siges, at de stillede op uden skadede profiler som anfører Rasmus Würtz, Jakob Ahlmann og Rasmus Jönsson.

I angrebet er den lejede Nicklas Helenius fortsat ikke i form til en hel kamp, så han måtte nøjes med en tjans som indskifter i anden halvleg.

Den unge Lukas Spalvis, som var en af forårssæsonens store opdagelser i Superligaen, havde to gode muligheder efter Dinamo Zagrebs scoring, men det blev ved det hæderlige nederlag.

/ritzau/