Lige nu læser andre
Aalborg Håndbold er fortsat ubesejret i den bedste danske håndboldrække, efter at nordjyderne fredag aften overbevisende vandt 26-20 hjemme over GOG.
Det er blevet til to sejre og tre uafgjorte kampe for Aalborg Håndbold under den nye cheftræner Jesper Jensen i denne sæson.
Derimod har GOG fortsat ikke vundet på udebane, og fynboerne har skuffende tabt tre ud af fem kampe i denne sæson.
Fredag aften var der tale om en sikker sejr til Aalborg-mandskabet. Det stod allerede 14-11 ved pausen i Aalborg-favør, og den føring blev blot udbygget i anden halvleg.
Læs også
Det rækker til en delt førsteplads for Aalborg Håndbold, som nu har syv point efter fem kampe. KIF Kolding København har også syv point efter blot fire kampe – samt en bedre målscore end nordjyderne.
Århus Håndbold vandt også fredag aften. Det blev til en 28-26-sejr ude over Mors-Thy, og dermed har aarhusianerne også syv point på en delt førsteplads med Aalborg og KIF Kolding København.
GOG har fire point i midten af rækken, mens Mors-Thy er placeret på næstsidstepladsen med blot to point efter fem kampe.
/ritzau/