Aalborg-profil: Ringe forsvarsspil årsag til CL-nedtur

Skrevet af admin

30/11/2014

Mest læste i dag

Forsvarsspillet halter, og det er alt for let at score mål mod de danske vicemestre i håndbold, Aalborg.

Sådan lyder diagnosen fra aalborgensernes bagspiller Morten Slundt, efter at holdet søndag skuffede ved at tabe 25-28 til franske Dunkerque i Champions League.

- Vi skal arbejde med vores forsvar. Efter landsholdspausen har vi ikke fået vores forsvar til at stå, som det gjorde før. Det skulle være vores grundsten, men det har det ikke været i de sidste kampe, siger Morten Slundt til DR.

Aalborg slog ellers tidligere på efteråret franskmændene med fem mål på udebane, men søndag var holdet bagud i hele kampen og fik aldrig for alvor gjort kampen spændende.

- De scorede for mange mål. Vi fik dem ellers til at stå længe i angrebene, men så fik de alligevel ofte scoret til sidst. Samtidig begyndte vi at brænde for mange chancer, opsummerer Morten Slundt.

Aalborg Håndbold er nu under pres i de sidste tre gruppekampe. To hold er allerede kvalificeret til 1/8-finalerne, og de fire øvrige er i tæt kamp om de sidste to pladser.

Allerede torsdag venter en meget afgørende kamp, når Aalborg møder Schaffhausen på udebane i Schweiz.

/ritzau/