Årets julekalender på DR har 25 afsnit

Finn Jensen

|

16/11/2012

Dagens topnyheder


Michael Wikke og Steen Rasmussen fortæller om årets DR1 julekalender ’Julestjerner’.
Hvad gør man, når ens elskede hjem i ens elskede storby pludselig skal rives ned, fordi højhuset har det med at svaje faretruende blæsevejr? Man bliver nødt til at flytte. Og det er præcis hvad 13-årige Sus fra Brøndbyøster kommer ud for den 1. december.

Det gør ikke julestemningen bedre, at hendes far, tømreren John fyres, og at Sus' mor, den sangglade Maria, skal føde om et lille øjeblik. Julelykken tilsmiler dog familien, da den arver grand-onkel Julius' gartneri i landsbyen Brorfelde.

I Brorfelde ligger der et Forsamlingshuset, hvor den legendariske rockmusiker Big-J forsøger at holde kreditorerne fra døren samtidig med han er alenefar for 13-årige Bob, som er en ivrig amatør astronom. Bob ved alt om universet og stjernehimlen over Brorfelde.

Netop da Sus ankommer til Brorfelde, dukker en helt ny funklende stjerne op på himlen. En stjerne, som Bob aldrig har set magen til før. Og sammen med Sus sætter han sig for at finde ud af, hvad det er.

Samtidig begynder der at ske nye og mystiske ting i byen. Ikke mindst for Vera Grus og Bjarne Betjent. Og Big-J forandres som ved et trylleslag, da han første gang ser stjernen. Han ser i bogstaveligste forstand lyset og får ideen til at komponere en julemusical, 'Soul Jul', som skal samle hele Brorfelde og redde Forsamlingshusets økonomi.

Inviterer seerne til direkte transmsission
Trods store udfordringer undervejs lykkes det at skabe en musical, som skal have premiere for en fyldt sal i Forsamlingshuset den 25. december.

- Vi inviterer seerne med til en direkte transmission fra Brorfelde Forsamlingshus 1. juledag. Og med dette ekstra 25. afsnit af årets DR julekalender markerer vi, at det i år er 50. gang DR sender TV julekalender, siger producent Sven Clausen.

- Selvom 'Julestjerner' er en julekalender båret af humor, tager vi universet alvorligt. Alle de utrolige ting og fænomener, der optræder i historien baserer sig på eksakt viden. Det er nemlig grundtanken, at 'Julestjerner' ud over at være underholdende og samle store og små foran skærmen også skal viderebringe viden om universet omkring os, slutter Michael Wikke og Steen Rasmussen, i kor.