Danske Poul Thorsen, som tidligere har været en fremtrædende forsker ved Aarhus Universitet, står lige nu øverst på listen "Most Wantet OIG Fugitives" i USA. Det skriver TV2 ØStjylland.
De amerikanske myndigheder anklager den 51-årige dansker for blandt andet at have købt et hus i Atlanta, en Harley Davidson-motorcykel og og to biler for penge, som var øremærket hans forskning i handicap hos børn, autisme og genetiske sygdomme.
I alt løber det op i svindel for en million dollar, og de 22 anklagepunkter kan give op til 20 års fængsel.
Most Wanted-listen er udarbejdet af Office of Inspector General, OIG, som er en statslig kontrolmyndighed, der bekæmper svindel inden for amerikanske sundhedsprogrammer.
Også herhjemme er Poul Thorsen i myndighedernes søgelys. Politiet mener, han har snydt statskassen for knap 3,5 millioner kroner ved i årrække at have angivet sin løn og honorarer for lavt. Anklageskriftet blev dog afvist i Vestre Landsret, da retten fandt det for upræcist.