Århus Håndbold mister sin anfører

Skrevet af admin

04/12/2014

Dagens topnyheder

Århus Håndbold mister fra næste sæson en kulturbærer gennem det seneste årti, når anfører Mads Lind indstiller karrieren.

34-årige Mads Lind har spillet 321 kampe og scoret 850 mål for den århusianske håndboldklub - begge dele er klubrekord.

- Jeg trænger ganske enkelt til at prøve noget helt andet i mit liv. Jeg har været privilegeret og har haft en fantastisk tid på håndboldbanen, men nu er det tid til at give plads til andet i livet, siger Mads Lind i en pressemeddelelse.

Den rutinerede stregspiller, der også gør det stærkt i forsvaret, har brugt lang tid på at overveje sin beslutning.

- Jeg har tænkt meget over det og startede allerede sidste år en proces om at finde det rigtige tidspunkt at stoppe på.

- Jeg er glad for at have taget beslutningen, mens det stadig er sjovt at spille. Jeg kan mærke på mig selv, at det er det rigtige, og jeg er helt sikker på, at min krop er taknemmelig for beslutningen, siger Lind.

Mads Lind var i 2012 med til at gøre Århus Håndbold til dansk pokalmester. Derudover er det blevet til en sølv- og bronzemedalje i Boxer Herre Ligaen samt en Super Cup-titel.

/ritzau/