Aarhusiansk rådmand vil sikre busparkering til ældre

Skrevet af Michael Lauritsen

13/02/2013

Mest læste i dag

At en handicappet eller gangbesværet må holde på særlige p-pladser er en selvfølge for de fleste. Men at en busfuld af handicappede ikke må, vækker undren hos rådmanden for Sundhed og Omsorg i Aarhus, Thomas Medom (SF). Han vil have justitsministeren til at ændre på reglerne.

- Reglerne skal laves om, for som de er nu, betyder de, at gangbesværede ældre på udflugt i minibus ikke må have lov at bruge handicapparkeringspladserne, siger Thomas Medom.

Han har sendt et brev til justitsminister Morten Bødskov, hvori han foreslår en ændring i reglerne for udstedelse af handicapparkeringskort.

Baggrunden for henvendelsen er, at de eksisterende regler ikke tillader lokalcentre, plejehjem og andre botilbud at få udstedt et handicapparkeringskort til bostedets fælles bus.

Som reglerne er nu, kan handicapparkeringstilladelserne kun udstedes til den enkelte borger.

- Det betyder desværre, at reglerne spænder ben for de mange gode initiativer, som engagerede medarbejdere og frivillige på lokalcentrene sætter i værk – for hvis busserne ikke må holde på handicapparkeringspladserne tæt på de forskellige udflugtsmål, kan de ældre borgere risikere at skulle gå langt. Det kan mange af dem ikke, hvilket betyder, at de i stedet er nødt til at blive hjemme. Det er både ærgerligt og ikke mindst frustrerende for den enkelte borger, siger Thomas Medom.

Thomas Medom har tidligere - uden held - søgt dispensation fra reglerne, og håber med henvendelsen til justitsministeren nu i stedet helt at kunne få reglerne ændret.