Abbas: Israels lukning af al-Aqsa er krigserklæring

Skrevet af admin

30/10/2014

Dagens topnyheder

Palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, kalder Israels afspærring af al-Aqsa-moskeen efter nedskydningen af en jødisk aktivist i Jerusalem for en krigserklæring.

- Denne farlige israelske optrapning er en krigserklæring over for det palæstinensiske folk og dets hellige steder og mod den arabiske og islamiske nation, siger selvstyrepræsidenten ifølge sin talsmand Nabil Abu Rudeina.

- Vi gør den israelske regering ansvarlig for denne farlige optrapning i Jerusalem, som har nået sit klimaks med lukningen af al-Aqsa-moskeen her til morgen (torsdag morgen, red.), tilføjer han.

Onsdag åbnede en bevæbnet mand på en motorcykel ild mod den højreorienterede jødiske aktivist Yehuda Glick. Han blev hårdt såret.

Glick har ført en kampagne for, at jøder skal have adgang til Tempelbjerget - den jødiske betegnelse for den høj, hvor en af islams mest hellige steder ligger, nemlig al-Aqsa-moskeen.

Udlændinge kan besøge højen, men jøder har ikke adgang. Lige neden for al-Aqsa-moskeen ligger den jødiske grædemur, som er et af jødedommens mest hellige steder.

Israel beordrede torsdag morgen området lukket for alle besøgende.

Torsdag morgen stormede det israelske politis specialstyrker et palæstinensisk hus, hvor den formodede gerningsmand boede. Under en skudveksling blev han dræbt.

Moskeen og Tempelbjerget, på arabisk Haram al-Sharif, ligger i Østjerusalem, som Israel besatte under seksdageskrigen i 1967, og som det palæstinensiske selvstyre gør krav på som hovedstad i en selvstændig palæstinensisk stat.

Området har før sat sindene i kog, som i 2000, da den daværende Likud-leder Ariel Sharon besøgte Tempelbjerget i Jerusalem for at markere, at det højreorienterede Likud ikke ville overlade det arabiske Østjerusalem til palæstinenserne.

Besøget førte til voldsomme sammenstød og optøjer, som udløste den anden intifada.

/ritzau/AFP