Abbas præsenterer snart palæstinensisk samlingsregering

admin

|

27/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter syv års politisk splittelse mellem palæstinenserne i Gazastriben og på Vestbredden vil præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre, Mahmoud Abbas, inden for få dage løfte sløret for den bebudede samlingsregering for alle palæstinensere.

- Vi har afsluttet konsultationerne om den fælles regering, siger Azzam al-Ahmed, der er talsmand for Abbas' Fatah-parti.

Han tilføjer, at man er nået er nået til enighed med den islamistiske Hamas-bevægelse tirsdag eftermiddag.

- Præsidenten vil annoncere det i løbet af de næste par dage, tilføjer Azzam al-Ahmed.

Lederen af Hamas, Khaled Meshaal, og præsident Mahmoud Abbas indgik den 23. april en overraskende enhedspagt med det formål at danne en palæstinensisk samlingsregering inden for fem uger.

Den bebudede forbrødring mødte kraftig modstand i Israel, USA og en række andre lande, som truer med at stoppe den økonomiske støtte til selvstyret.

Situationen har været højspændt mellem Hamas og Fatah siden 2007, hvor en væbnet konflikt mellem de to palæstinensiske grupper førte til, at Hamas overtog magten i Gazastriben, mens Abbas måtte nøjes med selvstyret på Vestbredden.

Modsat Fatah anerkender Hamas ikke den israelske stat, og den islamistiske bevægelse står også opført på diverse landes terrorlister. Gruppens militante gren har stået bag selvmordsangreb i Israel.

Det Palæstinensiske Selvstyres premierminister, Rami al-Hamdallah, skal angiveligt stå i spidsen for den nye samlingsregering.

Hamas, som har sin egen premierminister i Gaza, Ismail Haniya, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at man ikke har noget imod den beslutning.

Abbas har ifølge nyhedsbureauet Reuters tidligere forvisset udenlandske donorlande, som hans regering er økonomisk afhængig af, om, at han trods det kontroversielle samarbejde fortsat vil være den primære palæstinensiske beslutningstager, hvad angår forholdet til Israel.

/ritzau/AFP