AC Børnehjælp kan igen formidle adoptioner

Skrevet af admin

28/02/2014

Mest læste i dag

Socialminister Manu Sareen (R) har godkendt en nødplan fra AC Børnehjælp, der nu får ekstern bistand til at få styr på økonomien. Det betyder, at adoptionsbureauet igen kan formidle adoptioner for de par, der står på venteliste.

- Det her handler først og fremmest om at sikre, at de mange familier på venteliste ikke kommer i klemme. Derfor er jeg glad for, at der er indgået en aftale, hvor adoptionsforløbene kan fortsætte, siger Manu Sareen i en pressemeddelelse.

- Det er ikke en sag med nemme løsninger og håndfaste garantier, men tværtimod en sag, hvor vi er nødt til at finde frem til den bedst mulige løsning til gavn for børnene og familierne, siger han.

AC Børnehjælp får dog ikke lov til at tage imod nye tilmeldinger, før der har været en ny drøftelse blandt Folketingets partier.

Adoptionsbureauet har fremlagt en plan, hvor organisationen blandt andet får ekstern hjælp til at få styr på ledelse og økonomi. Det er Implement Consulting Group, der skal styre nødplanen.

Ankestyrelsen har vurderet, at planen kan sikre, at AC Børnehjælp kommer på ret kurs. Den første redningsplan, som AC Børnehjælp præsenterede, blev afvist.

Det var daværende socialminister Annette Vilhelmsen (SF), der 10. januar besluttede, at AC Børnehjælp skulle varsles om en suspension af organisationens adoptionsvirksomhed.

Det skete på baggrund af oplysninger om organisationens økonomi, der viste store uoverensstemmelser mellem de oplysninger, som Ankestyrelsen havde modtaget til brug for tilsynet, og tingenes reelle tilstand.

I en tilsynsrapport fra 2013 fik AC Børnehjælp skarpe anmærkninger fra Ankestyrelsen for at have rod i økonomien.

Eksempelvis fremgik det, at bureauet gennem syv måneder i 2012 slet ikke bogførte sine udgifter. Det kaldte Ankestyrelsen "yderst kritisabelt, helt uacceptabelt og i strid med almindelige gældende principper for forsvarlig økonomistyring".

/ritzau/