Actionhelt fortæller om kamp med depression

admin

464 uger siden

|

16/11/2015

Dagens topnyheder

Dwayne Johson, der måske er mere kendt under tilnavnet "The Rock", fremstår udadtil som støbt i cement. Den robuste actionstjerne har spillet amerikansk fodbold og ført sig frem i ringen som professionel wrestler, inden han blev en af filmindustriens foretrukne skuespillere, når der skal deles håndmadder ud på det store lærred.

Men i et interview med Oprah fortæller "Hercules"-stjernen nu, at han på det mentale plan var i torvene og kæmpede med en depression, da han som 23-årig først blev vejet og fundet for let af den amerikanske fodboldliga NFL og siden af sin canadiske klub Calgary Stampeders.

- Jeg har fundet ud af, at når det kommer til depression, er det vigtigt at indse, at du ikke er alene. Du er ikke den første, der gennemgår det, du er ikke den sidste, der kommer til at gennemgå det, og ofte føler du, at du er alene, og at det kun er dig i din boble, fortalte han ifølge US Magazine og fortsatte:

- Jeg ville ønske, at jeg havde haft nogen, der kunne trække mig til siden og sige: "hey, det hele skal nok gå".

Seks uger efter, at Johnson havde fået sparket fra Calgary Stampeders, ringede hans gamle træner ham op for at kalde ham tilbage på holdet, men på det tidspunkt, havde han besluttet sig for at blive professionel wrestler.

- Min far sagde: "du er ved at smide det hele væk. Det er den værste fejl, du nogensinde kommer til at begå. Du ødelægger din karriere", genkaldte Johnson sig, men på det tidspunkt stod han fast:

- Jeg sagde: "måske bliver jeg ikke god, men jeg føler inderligt, at jeg er nødt til at gøre det."

Og Johnson har et råd til dem, der gennemgår hårde tider:

- Hold fast i den grundlæggende tro på, at det bliver bedre, bedre på den anden side af smerten, slutter han af.

/ritzau/FOKUS