Forside Nyheder Advarer forældre: Fraråder børn at bruge populær spilplatform

Advarer forældre: Fraråder børn at bruge populær spilplatform

Advarer forældre: Fraråder børn at bruge populær spilplatform
Yalcin Sonat/shutterstock.com

Advarsel til forældre.

For mange børn er digitale fællesskaber blevet en naturlig del af hverdagen, og populære spilplatforme fylder ofte lige så meget i skolegården som i hjemmet.

Netop derfor står mange forældre over for et vanskeligt valg, når ønsket om adgang til Roblox melder sig.

Roblox hører til verdens mest populære onlineplatforme for børn og unge, hvor brugerne både kan skabe egne spil og udforske verdener udviklet af andre.

Udvalget spænder fra fredelige spil med virtuelle kæledyr til mere voldsomme krigsspil, og anbefalingerne bygger på popularitet frem for brugerens alder.

Børns Vilkår anbefaler, at børn under 13 år kun bruger Roblox med forældrestøtte, blandt andet gennem en forældrekonto og hjælp til at vælge aldersrelevante spil.

Det skriver de på deres hjemmeside

Organisationen fraråder samtidig, at børn under ni år benytter platformen.

Populariteten betyder, at mange børn føler sig presset til at være med. En 11-årig pige fortæller BørneTelefonen:

“Alle mine venner har det og de har haft i sygt lang tid og føler mig virkelig meget udenfor, fordi de snakker om det hver dag henne i skolen.”

Indeholder vold og problematiske temaer

Platformen rummer samtidig en række udfordringer.

Selv om chatfunktionen er begrænset for yngre brugere og alderen verificeres med AI-ansigtsscan, findes der eksempler på voksne, som har omgået systemet eller skaffet sig adgang til verificerede børneprofiler.

Børn kan desuden interagere med hinanden gennem hurtigbeskeder, vurderinger og handlinger i spillene.

Børns Vilkår peger også på, at konflikter, mobning og grooming kan opstå på Roblox, ligesom enkelte spil indeholder uhygge, vold eller problematiske temaer.

Samtidig fungerer platformen på mange måder som et socialt medie, hvor børn kan opleve både fællesskab og udelukkelse.

Økonomien er en anden udfordring. Roblox er gratis at hente, men platformens egen valuta, Robux, bruges til køb af virtuelle genstande, og mange spil opfordrer aktivt til betaling.

Hertil kommer belønningssystemer og daglige udfordringer, som kan få børn til at vende tilbage igen og igen.

Derfor anbefales forældre løbende at interessere sig for, hvad barnet spiller, hvem det spiller med, og om der bruges penge på platformen.

Ads by MGDK