Advarsel: Brand i autoværksted udsender farlig røg

Skrevet af admin

14/05/2014

Mest læste i dag

En brand på et autoværksted i Højby i Odsherred Kommune udviklede natten til onsdag farlig røg, og beboere i området omkring værkstedet på Stenstrupvej blev derfor bedt om at blive indenfor.

Omkring klokken 02:30 udviklede branden dog ikke længere røg, og varslingen blev derfor ophævet, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Her råder man dog også beboere i området til at søge læge, hvis man har indåndet røg og bliver dårlig.

Branden blev anmeldt omkring midnat. Ingen kom noget til.

- Til at begynde med var branden under kontrol, men så pludselig var den ude af kontrol, og derfor kommer vi med beredskabsmeddelelsen, sagde vagtchef Henrik Møller Nielsen omkring klokken 01:30 natten til onsdag.

Det var beboere inden for en radius på omkring 500 meter af værkstedet, der blev bedt om at blive indenfor samt at holde døre og vinduer lukket.

/ritzau/