Advarsel om voldsom blæst: Vindfølsomme køretøjer frarådes på tre broer

Skrevet af admin

02/01/2015

Mest læste i dag

Et blæsevejr over Danmark gør det fredag besværligt for trafikanter at krydse landsdelene.

På grund af voldsom vind frarådes indtil kl. 23 alle vindfølsomme køretøjer at køre på tre broer - Øresundsbroen, Lillebæltsbroen og Vejlefjordbroen. Samtidig er der indført hastighedsbegrænsning flere steder.

- På E20 Øresundsbroen frarådes der kørsel med vindfølsomme køretøjer, og der er hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen, skriver Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet advarer om kraftig vind på Lillebæltsbroen, Farøbroerne, Svendborgsundbroen og Langelandsbroen.

Vindfølsomme køretøjer er blandt andet lastbiler med meget let eller ingen last. Også biler med campingvogn eller anhænger samt busser og varebiler hører til kategorien, som frarådes at køre på Lillebæltsbroen.

På Lillebæltsbroen er hastighedsgrænsen ikke sat ned.

DMI har udsendt varsel for vindstød af stormstyrke eller stærk storm flere steder i landet fredag.

I Nordjylland har den kraftige vind også skabt problemer.

- På grund af den kraftige blæst er adskillige meter krydsfinerplader væltet ud og ligger på Hobrovej i Støvring. Kør forsigtigt forbi stedet. Politi og hjælp er på vej, skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

Scandlines aflyser færgeafgange mellem klokken 13:30 og 22:15 på Gedser-Rostock-ruten. Scandlines anbefaler fragtkunder og passagerer at benytte ruten Rødby-Puttgarden, hvor færgerne sejler efter planen.

Sejladsen Gedser-Rostock ventes genoptaget fra Gedser lørdag klokken 07 og fra Rostock lørdag klokken 06. Kunder kan holde øje med www.scandlines.dk.

/ritzau/