Advokat: Nordjysk anklager er inhabil i Solhaven-sag

Skrevet af admin

03/06/2015

Mest læste i dag

Der var ikke skyggen af tvivl at spore hos anklager Lene Lentz fra Nordjyllands Politi, da maraton-retssagen mod forstanderen og 11 ansatte på opholdsstedet Solhaven i januar var ved at være forbi.

De tiltalte var skyldige, og retten havde ingen grund til at tvivle på de unge, der beskyldte forstander Søren Virenfeldt og hans ansatte for blandt andet grov vold og mishandling.

Sagen endte imidlertid med frifindelse af de tiltalte, men alligevel afviser politiet at sigte de unge for at have foretaget falsk anmeldelse og for at lyve i retten.

Beslutningen er truffet af blandt andre Lene Lentz, og det er ifølge advokat Niels Fjeldberg, der repræsenterer 11 af de frifundne, helt galt.

- Den person, der har siddet og skamrost sine vidner i retten, skal altså ikke efterfølgende sættes til at tage stilling til, om de har løjet. Det er simpelthen helt galt, siger Niels Fjeldberg.

I forbindelse med den store straffesag i Aalborg fremlagde forsvaret beviser for, at flere unge løj i retten, mener Niels Fjeldberg.

Blandt andet påstod en af de unge, at vold på Solhaven var skyld i, at han havde fået skadet en tand, selvom det ifølge advokaten viste sig, at tanden var blevet ødelagt et år tidligere, da han var i praktik som smed.

Hos Nordjyllands Politi ønsker advokaturchef Birthe Wirenfeldt ikke at diskutere beviserne mod den enkelte unge, men erklærer, at sagerne efter en nøgtern granskning ikke ville kunne holde i en straffesag.

- Det er på den baggrund, at vi har stoppet efterforskningen, siger hun.

I øvrigt kan advokaturchefen ikke se det problematiske i at sætte Lene Lentz til at efterforske sagen mod de unge, selvom anklageren i retten førte dem som sandhedsvidner.

- Det er ganske sædvanligt. Vi er ansat til at tage tjenstlig stilling, og det gør os ikke personligt inhabile, at vi har lavet en efterforskning.

- Hvis man ser på forvaltningsloven, er det kun, hvis man har personlig eller økonomisk interesse i sagen, at man kan være inhabil, mener hun.

Niels Fjeldberg er ikke overbevist og vil derfor klage over afgørelsen til Statsadvokaten.

På vegne af 11 af de 12 frifundne kræver han 5,7 millioner kroner i tabt arbejdsfortjeneste.

/ritzau/