Justitsminister Søren Pind (V) igangsætter nu en advokatundersøgelse, der skal finde frem til, om myndighederne har håndteret en række politianmeldelser korrekt.
Anmeldelserne indløb da it-virksomheden Divine Business Solutions anmeldte VKR-gruppen for databedrageri. Gruppen står blandt andet bag Velux-vinduer.
- Et bredt flertal i Folketinget har ønsket, at myndighedernes behandling af politianmeldelser indgivet af Divine Business Solution og Lisborg Holding bliver undersøgt nærmere, siger Søren Pind i en pressemeddelelse.
Justitsministeren har derfor bedt advokat Erik Jensen om at undersøge, hvad der er op og ned i sagen.
Sagen startede tilbage i 2007, da Tom Lisborg, ejer af Divine Business Solutions, politianmeldte VKR-gruppen for bedrageri og datatyveri. VKR-Gruppen blev efterfølgende frikendt af Bagmandspolitiet, der efterforskede sagen.
Efter afgørelsen i 2009 klagede Tom Lisborg til Rigsadvokaten. Han var nemlig af den overbevisning, at Bagmandspolitiets efterforskning indeholdt mange faktuelle fejl.
Efter undersøgelsen hos Rigsadvokaten besluttede et enstemmigt Folketinget i 2014, at myndighedernes håndtering af Tom Lisborgs anmeldelse skulle gås efter i sømmene.
Frank Aaen, daværende folketingsmedlem for Enhedslisten, var blandt dem, der pressede på for at vedtage en undersøgelse af sagsbehandlingen hos de forskellige instanser.
- Myndighederne har været inde over denne her sag i syv år, uden at der er sket nogen form for afklaring. I hele den periode er en stribe sager om forsvundet bevismateriale, eller sigtelser der aldrig blev rejst, dukket op, sagde han tilbage i 2014.
Den daværende SR-regering besluttede, at der ikke skulle nedsættes en kommission, men derimod foretages en advokatundersøgelse.
Advokat Erik Jensen skal undersøge hændelsesforløbet hos Bagmandspolitiet, Rigsadvokaten og Justitsministeriet.
Samtidig skal han undersøge begivenhederne i de to virksomheder, deres forhold til hinanden og deres forhold til skattevæsenet.
Ifølge Justitsministeriet er håbet, at undersøgelsen er afsluttet senest 1. juni 2016.
/ritzau/