Østre Landsret besluttede tirsdag at fyre tre forsvarsadvokater i en stor sag om økonomisk kriminalitet, fordi de angiveligt har betalt penge for at få jobbet som offentligt betalte forsvarer i den omfattende sag.
- Det er vigtigt at sige, at de jo ikke er dømt. Men hvis det er rigtigt, så er det alvorligt, siger formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Henrik Stagetorn, til Ritzau.
Han understreger, at han kun kender sagen fra Østre Landsrets pressemeddelelse og dermed ikke er inde i sagens detaljer.
- Der har i lang tid verseret rygter om enkeltpersoner og advokatfirmaer, og man har tænkt, at det troede man ikke rigtigt på, fortæller Henrik Stagetorn.
- Nu har vi så for første gang en grim sag, hvor der tilsyneladende er noget kød på benet, fortsætter han.
I landsretten står syv personer tiltalt i en sag, hvor købere af pantebreve er påført store tab.
Men nu viser det sig ifølge Østre Landsret, at to af mændenes beskikkede forsvarere betalte penge under bordet for at få jobbet som offentligt betalte forsvarere.
Det skete ved, at de betalte en del af deres salærer til et firma, der tilhører en advokat, som dels er offer, dels vidne i sagen.
En tredje advokat, der har været beskikket som reserveforsvarer for alle de syv tiltalte i den omfattende sag, har oplyst, at han i august betalte 25.000 kroner til en af de tiltalte i sagen.
Advokaterne er nu fjernet fra sagen, men er ikke dømt i en retssag. Men Henrik Stagetorn mener, at de har et alvorligt problem, hvis beskyldningerne viser sig at være rigtige.
- Forsvarsadvokater skal være uafhængige - også af deres klienter, og hvis nogle advokater kan købes er det problematisk, siger Henrik Stagetorn.
/ritzau/