En ældre kvinde mistede mandag aften livet, da hun blev ramt af en varebil på Gl. Tingvej i Aars.
Politiet har omkring midnat to hundepatruljer ude for at lede efter de personer, som befandt sig i varebilen.
- Kvinden blev påkørt omkring klokken 22.30. Derefter fortsætter køretøjet nogle hundrede meter, hvorefter det kører ind i et hus. Vidner mener at have set to mænd løbe bort fra varebilen, siger Peter Redder, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Kvinden er endnu ikke blevet identificeret.
- Men der er tale om en ældre person. Hun blev erklæret død på stedet, fortæller vagtchefen.
Fire politihunde er sat ind i forsøget på at opspore de angiveligt to personer, som flygtede fra varebilen.
- Der er tale om en VW Transporter, som blev stjålet kort tid før påkørslen, siger vagtchefen.
/ritzau/