AErådet: Bedre uddannelse er en investering i fremtiden

Regeringens udspil til en beskæftigelsesreform er et skridt i den rigtige retning, hvis ledige skal have forbedret deres jobmuligheder. Der er nemlig blevet færre job til ufaglærte de seneste 20 år, oplyser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AErådet.

- Gør vi ikke noget, så risikere vi om nogle år at stå med ufaglærte, der har svært ved at finde et job, samtidig med at vi mangler folk med en uddannelse, siger Lars Andersen, direktør i AErådet.

- Vi har om nogen argumenteret for, at vi får opkvalificeret de ufaglærte. Og at man får fjernet noget af den meningsløse aktivering, som mere er til for at genere folk. Det, synes jeg, er rigtig godt og utroligt vigtigt, siger han til Ritzau.

Regeringen skønner, at omkring 3500 flere personer vil komme i arbejde i forbindelse med beskæftigelsesreformen. Men ifølge Lars Andersen er det vanskeligt at lave sådan en beregning:

- Tallet er usikkert. At folk kommer i beskæftigelse, at de forbedrer deres chancer for at komme i beskæftigelse til en ordentlig løn, det er vigtigere for mig end hvor mange, siger rådets direktør.

Af udspillet fremgår det, at det kommer til at koste for de ufaglærte ledige at tage en uddannelse. Under en to års uddannelsesorlov får de op til 80 procent af dagpengesatsen og mulighed for at låne resten.

- Det ville da være bedre, hvis det var på de fulde dagpenge. Men det handler også om at sikre sig økonomisk. Alle beregninger og erfaring viser, at har du noget uddannelse, så får du bedre tilknytning til arbejdsmarkedet og en højere løn, siger Lars Andersen.

- Det er en investering i sig selv. Man skal jo også være opmærksom på, at får man ikke job, er alternativet kontanthjælp, som er 60 procent af dagpengene. Og den gensidige forsørgerpligt, hvor man måske slet ikke får noget, da ens mand eller kone skal forsørge en, siger han.

Arbejdsgiversiden har givet udspillet hårde ord med på vejen. De mener ikke, at uddannelse er den rigtige vej at gå.

- Det undrer mig lidt, at det ikke er i arbejdsgiverne interesse, at vi får opkvalificeret arbejdsstyrken, siger Lars Andersen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip