Ærkefjenderne Cuba og USA nærmer sig hinanden

Skrevet af admin

17/12/2014

Mest læste i dag

Cuba har løsladt den amerikansk kontraktarbejder Alan Gross, som har siddet fængslet på den kommunistisk regerede ø siden 2009, og som nu er på vej mod USA, oplyser en amerikansk embedsmand onsdag.

Både USA's præsident, Barack Obama, og Cubas præsident, Raul Castro, vil efter planen komme med en erklæring klokken 18 i henholdsvis Havana og Washington, oplyser de to præsidenters respektive regeringer.

- Her til morgen (onsdag, red.) har Alan Gross forladt Cuba i et amerikansk regeringsfly med kurs mod USA. Hr. Gross blev løsladt af humanitære årsager på begæring af USA, siger embedsmanden.

Den amerikanske senator Richard Durbin siger, at Gross bliver fløjet til Joint Base Andrews uden for Washington, hvor han landede onsdag formiddag. Tre medlemmer af den amerikanske kongres fulgte med Gross på flyet fra Cuba.

Gross vil komme med en erklæring i Washington klokken 19.30 dansk tid, men han vil ikke besvare spørgsmål, siger hans advokat.

Den 65-årige Gross blev anholdt i december 2009 i Cuba for at uddele kommunikationsudstyr til medlemmer af øens jødiske samfund, mens han arbejdede som kontraktarbejder for det amerikanske agentur for international udvikling.

Han blev i 2011 straffet med 15 års fængsel efter at være blevet dømt for forbrydelser mod den cubanske stat.

Løsladelsen af Gross baner vejen for en grundig gennemgang af den amerikanske politiske holdning til Cuba, oplyser tv-kanalen CNN. Det nævnes, at USA overvejer at etablere en ambassade i Havana i stedet for den hidtidige repræsentation, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den republikanske senator i Florida, Marco Antonio Rubio, siger ifølge tv-kanalen Fox News, at processen med løsladelsen af Gross skaber en farlig præcedens og sætter pris på amerikaneres hoveder i udlandet.

Han tilføjer, at skridtet er en absurd udvikling i den nuværende regerings måde at beskytte diktatorer og tyranner på.

/ritzau/AFP