Afgået landstræner vil tilbage efter løst speedwaykonflikt

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

For en uge siden sagde Anders Secher op som speedwaylandstræner, men nu vil han gerne tilbage på posten.

Det vil Secher, fordi konflikten omkring tildelingen af wildcard til den kommende danske grandprix-kvalifikation i Esbjerg er løst.

Af samme grund har Secher kontaktet Jørgen Bitsch, der er formand i Danmarks Motor Union (DMU).

- I og med at konflikten er løst, så er det fundament, der ligger bag min opsigelse, nu væk. Jeg har meddelt Jørgen Bitsch, at jeg gerne vil tilbage som landstræner, hvis der kan findes en løsning på det.

- Det peger i retning af, at vi formentlig kan sætte os sammen ved et bord i næste uge for at se, hvordan tingene står, siger Secher.

Den i øjeblikket tidligere landstræner understreger, at der ikke er fundet nogen løsning på det lige nu.

- Jeg tænker, at Jørgen Bitsch skal have snakket med andre i speedwaysporten, som også har interesse i det. Og jeg har også et bagland, som jeg lige skal have vendt nogle ting med. På hjemmefronten og så videre, forklarer han.

Secher fortryder hele situationen og forløbet omkring opsigelsen, som har været skadeligt for speedwaysporten.

- Det er aldrig godt, når man foretager sig noget irrationelt. Og når jeg kigger tilbage, så må jeg erkende, jeg har handlet i affekt.

- Det var ikke en smart måde at gribe det an på. Men sket er sket. Det var det, jeg gjorde. Og det er jeg ked af, for det har ikke gjort noget godt for vores sport, siger Secher.

Han er meget opsat på at fortsætte samarbejdet.

- Jeg synes ikke, jeg er færdig med speedway. Jeg har stadig noget, jeg kan give. Speedway er så stor en del af mit liv, så det vil være underligt tomt, hvis det ikke har en plads, lyder det fra Secher.

Sagen opstod, da Secher var uenig i, at DMU ville tildele Michael Jepsen Jensen et wildcard. Det fik efterfølgende flere kørere til at true med at boykotte kvalifikationsløbet.

På et krisemøde blev de utilfredse speedwaykørere og DMU enige om at udskyde kvalifikationen i Esbjerg med fire dage, så Michael Jepsen Jensen kan deltage i Esbjerg. Dermed får han ikke et wildcard på forhånd.

Der skal fortsat køres om fem pladser til den internationale grandprix-kvalifikation, mens DMU efterfølgende tildeler et wildcard til en enkelt kører.

/ritzau/