Afghanistan har ingen penge til løn i det offentlige

Skrevet af admin

27/09/2014

Dagens topnyheder

Hundredtusinder af ansatte i det offentlige i Afghanistan må tære på opsparingen i oktober, hvis de har sådan en.

For regeringen har ikke penge til at betale dem løn, siger finansministeriet.

Oplysningerne kommer kort før, at Asraf Ghani tages i ed som ny præsident. Det sker mandag efter flere måneders valgtumult.

Han og koalitionspartneren Abdullah Abdullah får en hård start, for ud over den tomme statskasse slås Afghanistans militær og politi også mod en Talibanbevægelse, der er i offensiven.

De internationale styrker er ude ved årsskiftet.

Alhaj Mohammad Aqa er generaldirektør i finansministeriet, og han siger, at hans pengekasse indeholder mindre end de 116 millioner dollar, der skal bruges til den månedlige aflønning af de offentligt ansatte.

Han vil ikke sige, hvad regeringen har på kistebunden. Kun at det er for lidt.

- Lige nu har vi ikke så meget, siger han.

Det er ikke alle offentligt ansatte, der må undvære oktoberlønnen. Kun de afghanere, der arbejder i den civile del af samfundet.

Det betyder, at soldater og politifolk, der er i frontlinjen mod talibanerne, nok skal få deres løn. De aflønnes fra en anden pengekasse, fortæller generaldirektøren.

Han siger videre, at Afghanistan har bedt USA om økonomisk hjælp på 537 millioner dollar for at klare landets budgetkrav til og med december, men Aqa siger, at der endnu ikke er indløbet noget svar fra Washington DC.

/ritzau/Reuters