Efter flere måneders rivalisering har de to afghanske præsidentkandidater Ashraf Ghani og Abdullah Abdullah søndag ved en ceremoni i præsidentpaladset i Kabul underskrevet en aftale om at danne en samlingsregering i det krigshærgede land.
Ghani, der ifølge aftalen bliver præsident, omfavnede Abdullah, efter at de begge havde sat deres underskrift på aftalen ved ceremonien, som blev transmitteret direkte på afghansk tv.
Den tidligere finansminister og verdensbankøkonom Ashraf Ghani har ifølge de foreløbige resultater vundet anden runde af præsidentvalget 14. juni. Begge kandidater havde efterfølgende udråbt sig som vindere, samtidig med at de beskyldte hinanden for omfattende valgsvindel.
Valgresultatet, som oprindelig skulle ligge klar 22. juli, ventes nu offentliggjort senere søndag.
Valgkommissionen har udskudt offentliggørelsen for at afvente, om det ville lykkes rivalerne at bryde det politiske dødvande, som har kastet Afghanistan ud i en alvorlig krise, samtidig med at de udenlandske soldater er ved at forlade landet efter 13 års krig mod Taliban.
Og til sidst lykkedes det.
Abdullah Abdullah er i aftalen gået med til, at Ghani sætter sig på præsidentposten efter Hamid Karzai, som egentlig skulle have rømmet præsidentpaladset allerede i august.
Til gengæld får den tidligere udenrigsminister Abdullah en nyoprettet post som såkaldt administrerende direktør, hvilket ifølge de internationale nyhedsbureauer reelt er det samme som en premierminister.
/ritzau/Reuters