Afgørende Eriksen-fod i Tottenham-sejr

Skrevet af admin

04/03/2015

Dagens topnyheder

Endnu en gang viste Christian Eriksen, hvor afgørende han kan være for Tottenham, som onsdag aften vandt 3-2 hjemme over Swansea.

Den danske landsholdsspiller tog sagen i egne fødder, og efter en solotur serverede han bolden for Ryan Mason, som kom i fuldt løb og scorede sikkert til 2-1 efter 51 minutter.

Efter en times spil øgede Andros Townsend til 3-1 for hjemmeholdet, og så var fodboldkampen reelt afgjort.

Det var Tottenhams Nacer Chadli, som havde scoret til 1-0 blot syv minutter inde i første halvleg, mens Sung-Yueng Ki udlignede til 1-1 efter 19 minutter for Swansea.

Den tidligere Tottenham-spiller Gylfi Sigurdsson reducerede til 2-3 efter 89 minutter, men tættere på point kom Swansea-mandskabet ikke.

Opgøret blev tidligt skæmmet af en uhyggelig episode. Swansea-spilleren Bafetimbi Gomis måtte 12 minutter inde i kampen bæres fra banen efter at have kollapset på White Hart Lane.

Den 29-årige franske angriber fik iltmaske på med det samme. Det er ikke første gang, at Gomis er besvimet. Han har tidligere mistet bevidstheden tre gange, da han spillede for Lyon.

Episoden vækkede minder fra en lignende episode på White Hart Lane for tre år siden.

Dengang faldt Boltons Fabrice Muamba sammen på banen med hjertestop i en FA Cup-kamp.

Muambas hjerte stoppede i over 78 minutter, før lægerne fik det i gang igen. Han kom tilbage på fodboldbanen, men valgte at stoppe karrieren senere i samme sæson.

/ritzau/