Agent: Balotelli på plads i Liverpool om få dage

Skrevet af admin

23/08/2014

Dagens topnyheder

Den italienske landsholdsangriber Mario Balotelli befinder sig ifølge sin agent, Mino Raiola, i øjeblikket i Liverpool.

AC Milan-stjernen gennemgik fredag en lægeundersøgelse, men der går endnu et par dage før, at kontrakten i Liverpool er klar til at blive underskrevet.

- Jeg lukker Balotellis kontrakt mandag eller tirsdag. Jeg har stadig en masse mindre ting, jeg skal have ordnet, siger Mino Raiola ifølge Sky Sports til den italienske avis Corriere della Sera.

- Forhandlingerne har været fine og har stået på i tre måneder, tilføjer agenten.

24-årige Mario Balotelli skiftede i januar 2013 fra engelske Manchester City til AC Milan, men agenten har altid været imod skiftet. I Italien er forventningerne til Balotelli alt for høje, mener Raiola.

- Mario spillede godt i de første seks-syv måneder og bidrog med afgørende ting i Champions League, men så kunne man se, at han ikke er klar til at være en leder.

- Jeg har derfor ledt efter et hold til ham, hvor han kan få en vigtig rolle, men ikke være lederen. Liverpool har Steven Gerrard, og Mario vil blive beskyttet, og så kan han levere sit bedste, siger Mino Raiola.

- Mario har brug for at føle sig fri, score mål og intet andet. Nu er det op til ham, fastslår agenten.

/ritzau/