AGF henter svensk sportschef

Skrevet af admin

07/11/2014

Dagens topnyheder

AGF har fundet sin nye sportschef i Sverige.

Svenskeren Jens T. Andersson skal være manden, der kan hjælpe den aarhusianske traditionsklub tilbage til dansk fodbolds bedste række.

Det oplyser AGF i en pressemeddelelse samtidig med, at den nye sportschef er blevet præsenteret i Aarhus.

- Vi har de seneste måneder arbejdet ihærdigt på at finde en sportschef med de helt rette fodboldfaglige, ledelsesmæssige og menneskelige kvalifikationer til at føre vores sportslige strategi ud i livet og udvikle og lede den sportslige sektor, siger AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen i pressemeddelelsen.

- Jens har stor erfaring fra en skandinavisk topklub, og han besidder værdier, som vi vægter højt i AGF – i særlig grad arbejdsomhed og vindermentalitet.

- Han har et veludviklet netværk og har tidligere med stor succes haft ansvaret for på en og samme tid at opbygge en konkurrencedygtig A-trup og implementere og udvikle en klart defineret tråd fra førsteholdet og ned til ungdomsholdene.

- Den samme opgave skal han varetage i AGF, og jeg er sikker på, at han bliver et stort aktiv for klubben, siger direktøren videre.

Jens T. Andersson havde i en årrække det tilsvarende job i den svenske fodboldklub AIK Stockholm. Han har også været sportschef i den kroatiske klub Hajduk Split, men forlod det job af familiemæssige årsager, og vendte tilbage til en rolle som konsulent i AIK Stockholm.

AGF er lige nu på fjerdepladsen i dansk fodbolds næstbedste række.

/ritzau/