AGF slår Lyngby i Martin Jørgensens afskedskamp

Skrevet af admin

23/11/2014

Dagens topnyheder

AGF ser ud til at være på vej ud af den efterårskrise, der sendte nedrykkerne et stykke nedad i tabellen i den næstbedste fodboldrække.

Med en 1-0-sejr over rækkens nummer et har holdet i hvert fald fået seks point i de to seneste kampe og genoprettet selvtilliden.

Det skete i årets sidste hjemmekamp, der samtidig markerede Martin Jørgensens farvel til NRGi Arena.

Den tidligere landsholdsspiller fik således en fin afsked med hjemmebanen i en kamp med masser af århusianere på tilskuerpladserne, ikke mindst takket være et forsøg med at opstille mobiltribuner lige bag det ene mål.

Efter 0-0 ved pausen åbnede kampen mere op i anden halvleg, hvor David Boysen fik en stor mulighed for at bringe gæsterne foran efter at par minutters spil.

Men AGF fik kontrol med kampen, og efter to kæmpestore chancer til hjemmeholdet, lykkedes det godt tyve minutter før tid for Kim Aabech at få scoret efter en fin stikning fra Daniel Christensen.

Et kvarter før tid var det så tid for Jørgensens farvel til sit hjemmepublikum. Anføreren blev skiftet ud med masser af klapsalver fra tilskuerpladserne og skulderklap fra holdkammerater og ledere.

Han satte sig ud på bænken og så derfra holdkammeraterne køre sejren hjem mod ligaens tophold.

Viborgs 2-0-sejr over Brønshøj betyder dog, at der fortsat er 12 point op til en oprykningsplads for aarhusianerne, som dog har spillet to kampe færre end topholdene.

Samtidig er afstanden til Vendsyssel på tredjepladsen mindsket, idet nordjyderne hjemme tabte 0-1 til AB.

/ritzau/