AGF-træner glæder sig over kontraktudløb i massevis

Skrevet af admin

03/04/2016

Mest læste i dag

Hele ni spillere har kontraktudløb i AGF til sommer, og det ser AGF-træner Glen Riddersholm som en stor fordel.

Den potentielle masseudskiftning giver ham en god mulighed for at præge fremtiden i klubben.

- Vi har fået et nyt setup i AGF med et nyt trænerteam, og her ser jeg det som en klar fordel, at vi kan være med til at præge, hvordan truppen skal se ud i fremtiden i stedet for, at vi havde 20 spillere bundet på en kontrakt i tre år.

- Jeg forholder mig fuldstændig i ro omkring situationen, og i mine øjne er der ingen grund til panik, siger Glen Riddersholm.

Til sommer har Daniel Christensen, Kim Aabech, Stephan Petersen, Jesper Lange, Adrian Lopez og Malthe Dahl Overgaard alle kontraktudløb. Lejeaftalerne udløber for Josip Elez, Aleksandar Cavric og Emil Nielsen.

Indtil videre er der ikke meldt noget ud om nogen af dem.

- Vi vurderer selvfølgelig hele tiden på, hvilke spillere som vi gerne vil have i AGF efter sommerferien, og hvis vi ender med at sige farvel til ni spillere, så er det jo bare fordi, at kvaliteten ikke er god nok, siger AGF-træneren.

Daniel Christensen er en af de mange spillere med usikkerhed omkring fremtiden, men ligesom klubben tager han situationen med ro.

- Det er ikke bekymrende, at jeg ikke har min fremtid på plads endnu. Det har jeg prøvet mange gange før, så det er slet ikke noget, jeg stresser over, siger Daniel Christensen.

Som det ser ud nu, har ingen af de ni spillerne fået besked på, om de skal blive eller ej, men ifølge Daniel Christensen er han allerede i dialog med klubben om en ny aftale, og han forventer ikke, at der går lang tid, før der sker noget.

- Jeg vil gerne blive i AGF, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle spille andre steder.

- Men der skal to til sådan en aftale, og derfor sonderer jeg selvfølgelig også terrænet og ser på, hvad der rører sig af andre muligheder, siger Daniel Christensen.

/ritzau/