Aarhus Elite - selskabet bag superligaklubben AGF - tror på lysere tider efter et dyrt år i 1. division.
Fredagens netop offentliggjorte regnskab for 2014/15 endte på et minus på 23,6 millioner kroner, hvilket stort set var som forventet.
Det store underskud skyldes AGF's nedrykning til 1. division i sommeren 2014. Nedrykningen gjorde et stor indhug i omsætningen, der gik fra 108 millioner kroner til 73 millioner kroner.
Efter et år i landets næstbedste fodboldrække vendte AGF denne sommer tilbage til Alka Superligaen. Det giver nyt håb til klubben fra Fredensvang i Aarhus - og selskabet bag:
- Det er vores erklærede mål at få sportslig fremgang og økonomisk balance til at gå hånd i hånd, og vi er på rette spor.
- Både sportsligt og kommercielt har vi dog stadig et stort arbejde foran os, og vi har langt fra udnyttet det fulde potentiale, som byen og regionen rummer.
- Vi går til opgaven med stor ydmyghed, og vi er samtidig bevidste om, at vi kun ved fælles hjælp opnår succes, siger Jacob Nielsen, der er administrerende direktør hos Aarhus Elite, i regnskabet.
Direktøren glæder sig videre over stigende opbakning fra tilskuere, fans, sponsorer, partnere, frivillige og aktionærer.
- Kan vi fastholde og udbygge denne uvurderlige støtte, er jeg ikke i tvivl om, at vi vil lykkes med at skabe et fodboldhold, der på lang sigt er en fast del af toppen af dansk fodbold, og en forretning, der er i balance, siger Jacob Nielsen.
I forbindelse med fredagens regnskab opjusterer Aarhus Elite forventningerne til det igangværende regnskabsår.
Tidligere lød forventningen på et minus på 8 til 12 millioner. Nu regner man med et resultat på mellem plus to og minus to millioner kroner.
/ritzau/