Agger: Måske overpræsterede Liverpool i sidste sæson

Skrevet af admin

01/12/2014

Dagens topnyheder

Det er nogle måneder siden, at Daniel Agger forlod Liverpool og tog tilbage til Brøndby.

Den danske landsholdsanfører, som tilbragte otte et halvt år i England, har på afstand fulgt sin tidligere klubs nedtur i denne sæson.

Liverpool er blot nummer 11 i Premier League, efter at klubben blev nummer to i sidste sæson.

- Måske overpræsterede vi (Liverpool) i sidste sæson i forhold til den trup, vi havde. Så når man begynder på en ny sæson, vil forventningerne altid være virkelig høje. Det er altid svært efter så god en sæson.

- I Premier League er der ikke kun tre-fire gode hold. Der er 9-10 gode hold. Det var en fantastisk sæson, og jeg mener, at vi var lidt uheldige med ikke at vinde ligaen. Derefter ryger forventningerne i vejret, siger Daniel Agger til Reuters.

Danskeren spillede kun med i cirka halvdelen af ligakampene i sidste sæson, og det skyldtes ikke kun hans skadesfrekvens, der har været høj gennem karrieren.

Daniel Agger var oftest ikke blandt manager Brendan Rodgers' to foretrukne spillere i midterforsvaret, og det førte i sidste ende til beslutningen om at forlade Liverpool.

- Hvis jeg selv havde kunnet skrive historien, så var jeg blevet der i resten af kontraktperioden (til 2016), men jeg følte, at det ikke var rigtigt, siger danskeren.

/ritzau/