Aids-Fondet: Dansk opdagelse er et vigtigt skridt mod hiv-vaccine

Skrevet af admin

22/07/2014

Dagens topnyheder

Nyheden om et dansk gennembrud i hiv-forskningen vækker glæde hos Aids-Fondet, selv om der fortsat er lang vej til en egentlig vaccine.

- Det er et lille, men meget vigtigt skridt i retning mod noget, der engang kan blive en behandling eller en vaccine, siger Andy Grysbæk, der er presseansvarlig i fondet.

Det danske forskerhold fra Aarhus Universitet har fundet en metode, der kan "lokke" hiv ud af dvalen og ud i blodbanerne, hvor det kan bekæmpes.

Derfor er der udsigt til, at man måske engang kan fjerne al virus fra kroppen på en smittet, som dermed slipper for at skulle have medicin resten af livet.

- Der vil være store perspektiver i, at man ikke skal gå til kontroller på hospitalet hele tiden, have taget blodprøver og tage medicin.

- Det vil spare lægerne for en masse tid, men det vil også øge livskvaliteten for den hiv-smittede betragteligt.

- Og selv om medicinen i dag holder virus nede, så ved man jo ikke, hvad der sker med kroppen på lang sigt med den nuværende behandling. Så det ville være fantastisk, hvis man kunne slippe helt af med virus, siger Andy Grysbæk.

Han ser frem til, at andre forskergrupper verden over tager de danskere resultater til sig og arbejder videre på det fundament, der er skabt.

Forskerne fra Aarhus Universitet præsenterede tirsdag deres resultater på den 20. internationale aidskonference i Melbourne i Australien, hvor de har vakt international opsigt.

/ritzau/