Aktionærforening: Det vælter ind med utilfredse OW-aktionærer

Skrevet af admin

09/11/2014

Dagens topnyheder

På et døgn har 1027 vrede aktionærer meldt sig på Dansk Aktionærforenings hjemmeside efter kollapset i OW Bunker.

Det oplyser direktør i Dansk Aktionærforening Jens Møller Nielsen til Ritzau.

- Vi fik hjemmesiden op at køre lørdag eftermiddag, og siden er det væltet ind med utilfredse aktionærer. Der er ret mange, og det bekræfter os i, at folk føler sig kørt over og er rasende, som vi også er. De mener, der er behov for en oprydning og for at få ført en sag, siger Jens Møller Nielsen til Ritzau.

Spørgsmål: Har I noget overblik over, hvor mange penge de godt 1000 aktionærer har tabt?

- Det har vi ikke gjort op endnu, men vi venter, at endnu flere vil melde sig på hjemmesiden. Omkring 20.000 private aktionærer investerede i OW Bunker, og vi venter, at mange flere vil melde sig til, svarer Jens Møller Nielsen.

Under stor bevågenhed og mediernes projektørlys blev OW Bunker med hovedsæde i Nørre Sundby børsnoteret i slutningen af marts, men i oktober begyndte det at gå ned ad bakke, fordi selskabet meget overraskende måtte nedskrive med 850 millioner kroner på grund af olieprisens fald.

Fredag blev selskabet, der er blandt de største i Danmark målt på omsætning, erklæret konkurs. Selskabet har tabt 1,6 milliarder koner. Ud over de 850 millioner, skyldes resten ifølge selskabet selv svindel i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.

To ledende medarbejdere fra datterselskabet er meldt til politiet.

Det er ikke første gang, at Dansk Aktionærforening tager initiativ til at samle utilfredse aktionærer efter kollaps. Det skete også ved kollapset i Tønder Bank og Amagerbank.

- Vi spørger folk til, om de har særlige kompetencer, som eksempelvis juridiske, eller de har kompetencer, der gør, at de kan udføre et stykke arbejde i en eventuel gruppe, der vil se på et sagsanlæg.

- Vi har i forvejen kontakt til advokater, der kunne være relevante, siger Jens Møller-Nielsen.

Direktøren tilføjer, at Dansk Aktionærforening typisk vil lægge sig i slipstrømmen af Bagmandspolitiets efterforskning samt det arbejde, kuratorerne skal i gang med.

/ritzau/