Aktivist sender omstridt film til Nordkorea med balloner

Skrevet af admin

08/04/2015

Dagens topnyheder

En sydkoreansk aktivist siger til CNN, at han har fløjet tusindvis af kopier af den kontroversielle Sony-film "The Interview" over grænsen til Nordkorea i balloner.

Lee Min-bok, der er flygtet til Sydkorea fra Nordkorea, siger, at han fire gange siden januar har foretaget de natlige ballonopsendelser med filmen, senest lørdag.

Filmen, som har Seth Rogen og James Franco på rollelisten, har skabt øget storpolitisk spænding i forholdet mellem USA og Nordkorea. Amerikanerne mener, at nordkoreanerne i vrede over filmen udførte et massivt hackerangreb på Sony Pictures. Det har Nordkorea afvist.

Flere store biografkæder har af sikkerhedshensyn fravalgt filmen, der handler om et attentat på Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Biograferne frygter angreb efter at have modtaget trusler fra en hackergruppe.

Lee bandt dvd'er fast til balloner sammen med stakke af amerikanske dollarsedler og foldere, som kritiserer Nordkoreas regime, der dyrker en personkult omkring Kim Jong-un.

- Jeg sendte lørdag tusindvis af kopier af filmen over grænsen sammen med en million. Det var over den vestlige del af grænsen i et øde område, siger han til CNN, som fulgte ham ved den seneste forsendelse.

Lee siger, at han ikke finder "The Interview" morsom og opfatter filmen som vulgær.

- Men Nordkorea "hader denne film, fordi den viser Kim Jong-un som en mand - og ikke som en gud."

- Jeg ønsker at fortælle sandheden til nordkoreanerne, siger han.

Enhver nordkoreaner, som har adgang til en dvd, og som ser filmen, risikerer at blive sendt mange år i fængselslejr under umenneskelige forhold.

/ritzau/