Aktivister marcherer i tysk skisportsby før G7-topmøde

Skrevet af admin

05/06/2015

Dagens topnyheder

Aktivister er fredag samlet til protestmarch i den tyske by Garmisch-Partenkirchen nær det slot, hvor lederne af verdens syv førende industrinationer samles til G7-topmøde.

Tyske myndigheder har sat et kolossalt sikkerhedsapparat i værk i forbindelse med mødet, og der er indført grænsekontrol i området.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, den amerikanske præsident, Barack Obama, og de øvrige topledere mødes søndag på det luksuriøse slot Elmau lidt uden for skisportsbyen.

Politiet anslår ifølge nyhedsbureauet dpa, at 300 aktivister deltager i fredagens march fra det teltområde, hvor de har slået lejr, til et amerikansk-tysk center for militær uddannelse.

Myndighederne har afspærret Marshall-basen for at undgå, at aktivisterne forsøger at trænge ind.

Demonstranterne er rejst til Garmisch-Partenkirchen med meget forskellige politiske budskaber som nej til frihandelsaftaler, stop klimaforandringer og antiglobalisering.

En 23-årige kvindelig universitetsstuderende fortæller til det tyske nyhedsbureau, at hun finder topmødet "for kapitalistisk". Hun beskylder også den tyske regering for ikke at "bekymre sig om mennesker."

Aktivisterne er vrede over, at Garmisch-Partenkirchen kun har fundet plads til omkring 1000 demonstranter i en teltlejr på en mark nær byen.

- Det rækker ikke, siger Benjamin Russ, som er talsmand for gruppen Stop G7 Elmau. Han fortæller, at 600 aktivister er ankommet, og flere vil støde til lørdag.

Der er indført politikontrol mange steder, og der er ifølge nyhedsbureauet AFP udstationeret 30 helikoptere og omkring 15.000 politifolk for at passe på toplederne ved det to dage lange topmøde.

Garmisch-Partenkirchen er blandt andet kendt for det årlige skihop nytårsdag og andre skikonkurrencer. Byen har også været vært for Vinter-OL.

/ritzau/dpa