Al Jazeera: Tre israelske teenagere fundet døde

Skrevet af admin

30/06/2014

Mest læste i dag

Israelske sikkerhedsstyrker har mandag fundet ligene af tre teenagere ikke langt fra, hvor de blev bortført i nærheden af Hebron på Vestbredden tidligere på måneden.

Det bekræftes af de israelske myndigheder, at der er tale om de tre israelske lærerstuderende, som har været eftersøgt siden 12. juni, skriver israelske medier.

Israel holder den islamistiske Hamas-bevægelse, som har sit magtcentrum på Gazastriben, ansvarlig for at stå bag bortførelsen af de tre teenagere og deres død.

Hamas har hverken bekræftet eller benægtet at have været involveret i episoden.

Israel har sendt soldater til områder på Vestbredden for at søge efter de to 16-årige Gid-Al Shaer og Naftali Fraenkel, der er amerikansk-israeler, samt den 19-årige Eyal Yifrah. De tre forsvandt 12. juni fra bosættelsen Gush Etzion på den besatte Vestbred.

Efter at de unge forsvandt, iværksatte Israel en massiv militæraktion for at finde dem.

Siden er aktionen blevet trappet noget ned. Flere end 400 palæstinensere er dog blevet anholdt, efter at teenagerne forsvandt, skriver Al Jazeera, der var først uden med nyheden om, at deres lig var fundet.

Anholdelserne udløste en bølge af vold på Gazastriben, hvor bevæbnede grupper sagde, at de ikke tavst ville se på Israels militæraktioner på Vestbredden. De foretog derfor en række raketangreb, som Israel gengældte med luftangreb.

Militante palæstinensere på Gazastriben affyrede tidligere mandag mindst 14 raketter mod det sydlige Israel, efter at en hamaskriger var blevet dræbt under et israelsk luftangreb aftenen inden.

Den dræbte var medlem af Qassambrigaderne, den bevæbnede gren af Hamas, oplyser Hamas i en erklæring ifølge nyhedsbureauet dpa.

Flere end 40 raketter er landet på den israelske side af grænsen, siden de tre israelske teenagere forsvandt fra Vestbredden.

/ritzau/