Al-Qaeda: Obama underskrev gidslers dødsdom

Skrevet af admin

11/12/2014

Mest læste i dag

Terrororganisationen al-Qaeda giver den amerikanske præsident, Barack Obama, skylden for, at et amerikansk og et sydafrikansk gidsel blev dræbt under en befrielsesaktion i Yemen i sidste uge.

Under befrielsesaktionen blev den 33-årige amerikanske fotojournalist Luke Somers og den sydafrikanske lærer Pierre Korkie, 56 år, skudt af deres fangevogtere, da amerikanske specialstyrker gik til angreb, og det mislykkedes at befri de to gidsler.

- Obama tog den forkerte beslutning og underskrev dødsdommen over sin amerikanske landsmand Luke Somers, der sammen med sydafrikaneren Pierre Korkie blev dræbt i lørdags, siger talsmand for al-Qaeda på den arabiske halvø, Ali al-Ansi, i en video, som torsdag er blevet lagt ud på internettet.

Ifølge avisen Wall Street Journal sneg soldaterne sig tættere og tættere på gidseltagernes skjulested i ly af natten.

Redningsholdet var forinden landet med helikopter omkring 10 kilometer fra gidseltagernes opholdssted. Det sidste stykke tilbagelagde de omkring 40 specialstyrker til fods gennem vanskeligt terræn.

Men mindre end 100 meter fra deres mål blev de afsløret - angiveligt af en lyd, måske fra en gøende hund, skriver Wall Street Journal.

Dermed fik redningsholdet spoleret sin helt store fordel mod de militante gidseltagere: overraskelsesmomentet.

Luke Somers var ifølge USA i overhængende fare for at blive dræbt af gidseltagerne.

Nødhjælpsorganisationen Gift of the Givers, der har forhandlet om en frigivelse af Pierre Korkie, siger, at sydafrikaneren blev dræbt dagen før, at han skulle være blevet løsladt.

/ritzau/AFP