Allan Simonsen fik stemmer i Aarhus

Skrevet af admin

21/11/2013

Mest læste i dag

Eksfodboldstjerne og Vild med dans-deltager Allan Simonsen spillede også en rolle ved kommunalvalget. I hvert fald ifølge nogle vælgere.

Med seks stemmer i Aarhus overvinder han således Superman, der kun har fået én stemme. Det oplyser DR Østjylland.

Der er altid ugyldige stemmer, og i år er der altså flere, der har valgt at gøre deres stemme ugyldig ved at stemme på Allan Simonsen.

- Jeg kan fortælle, at Allan Simonsen har opnået seks stemmer til kommunalvalget i Aarhus Kommune. Superman har også fået en enkelt stemme, som naturligvis er ugyldig, fortæller valgchef i Aarhus, Lene Hartig Danielsen.

- Der er også nogle stemmesedler, som er blevet forsynet med forskellige kommentarer:

"Giv os nogle klogere politikere" er en af dem.

Ligesom der er nogle, der har skrevet "Flot fyr" ud for Jacob Bundsgaard. Men Allan Simonsen er i særklasse i år, og det er der jo nok også en grund til, siger Lene Hartig Danielsen til radioen.

En ugyldig stemme er en stemme, der er udfyldt forkert. For eksempel hvis der er to krydser, hvis der er kommentarer eller som i det her tilfælde, hvor man vælger at sætte sit kryds ved Allan Simonsen eller Superman, der ikke reelt har stillet op til valg.

- Det er altid lidt til underholdningsafdelingen, selv om det selvfølgelig er superærgerligt at vælgernes stemme på den måde går til spilde.

- Men vi kan da konstatere, at der er nogle vælgere, der har gjort sig den anstrengelse trods alt at bevæge sig hen til valgstedet og på en eller anden måde få oplevet demokratiet, siger Lene Hartig Danielsen.

 

/ritzau/