Alternativet over spærregrænsen: Vi er klar til valg

admin

|

31/03/2015

Dagens topnyheder

For første gang siden Alternativet blev stiftet, ligger partiet over spærregrænsen i en af de seks store danske meningsmålinger.

2,6 procent af stemmerne vil ifølge en måling foretaget af Greens Analyseinstitut stemme på det unge parti, skriver Børsen tirsdag.

Et sådant resultat ved det kommende valg vil sende partiet i Folketinget med fem mandater, og det vækker begejstring hos medstifter og politisk leder Uffe Elbæk.

- Det er meget motiverende, siger han til Ritzau og uddyber:

- Man skal altid tage målinger med et gran salt, og vi er meget ydmyge over for opgaven. Men det er vigtigt for mig, at når man kigger på tværs af de forskellige målinger, så har vi fremgang, uanset om vi ligger over eller under spærregrænsen.

I målingen fra Greens går Alternativet frem til 2,6 fra 1,7 procent i den seneste måling, som er en måned gammel.

I den seneste måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, og hvor indsamlingsperioden overlapper med målingen fra Greens, ligger Alternativet til 1,5 procent mod 1,4 ugen forinden.

I begge målinger er der en statistisk usikkerhed om partiets tilslutning i størrelsesordenen 0,8-0,9 procentpoint.

Senest den 15. september skal danskerne til folketingsvalg, og her vil fokus være rettet mod spærregrænsen på 2,0 procent af stemmerne, som vil give Alternativet plads i Folketinget med fire mandater.

- Vi tager intet for givet, men vi er så klar til at gå ud i en valgkamp, erklærer Uffe Elbæk.

- Vi har sat en deadline om, at alt skal være klart den 14. april, så hvis hun (statsminister Helle Thorning-Schmidt, red.) trykker på knappen den 7. april, må vi tage den udfordring. Men ellers er vi klar.

Alternativet er i fuld gang med at turnere landet rundt med politiske møder, som i sidste uge bragte Elbæk til Ringkøbing og Aalborg.

Det næste store kryds i kalenderen er, såfremt det ikke bliver udskrevet valg før sommerferien, Folkemødet på Bornholm i juni, hvor partiet også holder sit landsmøde.

/ritzau/