Amatørboksere har fået grønt lys til landskamp

Skrevet af admin

16/10/2014

Dagens topnyheder

Når Danmarks amatørlandshold i næste uge møder England, er det første gang i 30 år, at der afholdes en bokselandskamp herhjemme, hvor der bokses uden hjelme.

Det internationale bokseforbund Aiba har ganske vist igennem længere tid forbudt hjelme ved internationale stævner.

Men først for nylig er det lykkedes at få forbuddet til at matche reglerne fra Justitsministeriet og Sundhedsstyrelsen i Danmark.

- Jeg fik i sidste uge besked om, at udenlandske boksere, der stiller op i Danmark, ikke behøver at være MR-skannet, hvis ikke det er påkrævet i deres hjemland.

- Det var den sidste barriere, der skulle brydes ned, før vi kunne holde internationale stævner, siger Benny Jørgensen, der er formand for Danmarks Bokse-Union.

Han er tilfreds med, at det i sidste måned efter flere års kamp lykkedes at finde et kompromis med myndighederne i forhold til de danske amatørboksere.

Det går ud på, at danske boksere skal være MR-skannet og tjekket for hjerneskade senest 12 måneder inden, at de skal i kamp uden hjelm.

- Det er stadig ikke optimalt, for vi har en udfordring i forhold til de boksere, der kun bokser et par gange om året.

- For dem er en skanning til 1800 kroner en stor udskrivning, og jeg kan frygte, at det får flere til at droppe at stille op til kamp, siger formanden.

Han glæder sig dog over, at der nu igen er åbnet op for større, internationale stævner og tror ligesom bokseunionens sportschef Gunnar Berg, at det kan være med til at øge interessen for amatørboksning.

- Erfaringerne fra udlandet viser, at tilskuertallet til amatørstævnerne er øget markant, efter at hjelmene er røget af.

- Folk får en tilskueroplevelse, der minder mere om den, de kender fra de professionelle stævner, og de kan genkende bokserne nu. Før var det oftest bare rød hjelm mod blå hjelm.

- Man har også indført det samme scoresystem, som de professionelle bruger, men til gengæld er vores kampe langt mere uforudsigelige, siger Gunnar Berg.

Bokselandskampen mod England foregår over 10 kampe og bokses lørdag 25. oktober i Kliplev Hallen.

/ritzau/