Ambassader betaler prisen for stram finanslov

Skrevet af admin

30/09/2015

Mest læste i dag

Nepal, Zimbabwe, Mozambique og Bolivia vil fremover ikke have danske ambassader.

Det blev tydeligt tirsdag, da finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlagde forslaget til finansloven for 2016 "Stramme rammer - klare prioriteter".

Her står der blandt andet, at fire ambassader bliver lukket, at syv ulande fremover ikke vil modtage dansk bistand, og at Danmark efter mange års bistandssamarbejde med Latinamerika trækker sig.

I udviklingsorganisationen Ibis siger generalsekretær Vagn Berthelsen, at "fyringen" af Mozambique, Guatemala og Bolivia som samarbejdslande er en helt forkert prioritering. Den danske bistand er med til at holde skrøbelige demokratier oven vande, mener han.

- Det er vigtigt at blive ved med at give støtte til de svage lande, for de kan knække midt over, hvis de bliver ladt i stikken, siger han.

Ifølge udenrigsminister Kristian Jensen (V) øger Danmark indsatsen i nærområder og de lande og regioner, hvorfra folk søger mod Europa.

- Vi øger fokus på Afrika og dermed verdens fattigste lande. Pejlemærkerne er at forebygge migration og afhjælpe konsekvenserne af krige og konflikter, siger Kristian Jensen.

Men det fik alligevel flere til at ryste på hovedet over regeringens prioriteringer og kritisere dem for at glemme verdens fattigste.

- Regeringens rundbarbering af ulandsbistanden er en historisk svinestreg. Ikke siden slutningen af 1970'erne har rige Danmark givet mindre til verdens fattigste, siger WWF's generalsekretær, Gitte Seeberg.

- Når regeringen så samtidig vil lade verdens fattigste betale for klimaindsatsen, er den borgerlige anstændighed desværre beklageligt fraværende, siger WWF's generalsekretær, Gitte Seeberg.

/ritzau/