Amerikansk soldat befriet i Yemen

Skrevet af admin

25/11/2014

Dagens topnyheder

En amerikansk soldat er blandt otte bortførte, som tirsdag er blevet befriet af yemenitiske sikkerhedsstyrker fra al-Qaeda-militante, få timer efter at de var taget som gidsler ved en luftbase i den sydlige del af landet.

Syv militante blev dræbt under aktionen for at befri gidslerne.

"En amerikansk soldat og syv yemenitiske soldater" blev bortført under et angreb på luftbasen al-Anad i provinsen Lahij natten til tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

De yemenitiske soldater indledte befrielsesaktionen ved daggry tirsdag morgen. En soldat blev lettere såret ved angrebet.

De militante fra al-Qaeda overmandede natten til tirsdag syv yemenitiske soldater, der stod vagt foran luftbasen, hvorefter de gik ind på basen og tog den amerikanske soldat som gidsel.

Yemen har længe været allieret med USA i kampen mod al-Qaeda, og aftalen mellem de to lande giver amerikansk militær mulighed for at udføre droneangreb i landet.

Yemens regering har accepteret, at USA har udstationeret soldater på al-Anad, så amerikanerne kan indsamle efterretninger til brug for droneangreb.

/ritzau/AFP