Amerikanske Pfizer gør nye tilnærmelser til AstraZeneca

Skrevet af admin

02/05/2014

Mest læste i dag

Den amerikanske medicinalgigant Pfizer må endnu en gang se i øjnene, at svensk-britiske AstraZeneca ikke er til salg. Selskabets bestyrelse har afvist amerikanernes seneste bud på selskabet.

Pfizer tilbød fredag morgen at give 50 pund pr. aktie i selskabet, hvilket svarer til en udgift på 572 milliarder kroner mod det tidligere tilbud på 46,61 pund pr. aktie - eller hvad der svarer til 534 milliarder kroner.

Men trods forhøjelsen vurderer AstraZenecas bestyrelse ifølge nyhedsbureauet Direkt, at det ikke er højt nok til, at den ser en grund til at gå ind i en forhandling med Pfizer.

Pfizer har også sendt et brev til den britiske premierminister, David Cameron, hvori man lover, at en femtedel af AstraZenecas arbejdsstyrke indenfor forskning og udvikling vil blive i Storbritannien, skriver Ritzau Finans.

Samtidig lover amerikanerne også det svensk-britiske selskab mindst to bestyrelsesmedlemmer i den nye koncern, samtidig med at man vil beholde sit europæiske hovedkontor i Storbritannien.

Allerede i januar bød amerikanerne på selskabet. Men tilbuddet blev afvist. Så forsøgte man igen 26. april, men atter mødte amerikanerne en lukket dør.

Pfizer står blandt andet bag potensmidlet Viagra og har allerede flere store opkøb på samvittigheden. AstraZeneca laver medicin til blandt andet at behandle sygdomme i hjerte/kar, diabetes, i centralnervesystemet, mod cancer og infektionssygdomme.

Tilbage i 2009 købte man selskabet Wyeth for 64 milliarder dollar svarende til 345 milliarder kroner. Det var det samme beløb, amerikanerne brugte for 12 år siden, da man købte Pharmacia.

Indtil nu har den største handel, som Pfizer har lavet, været på 87,3 milliarder dollar - svarende til 470 milliarder kroner i dollarkurs på 5,40 kroner.

Det beløb blev betalt i 1999, da Pfizer købte Warner-Lambert i historiens femtestørste virksomhedshandel ifølge ikke-inflationsjusterede tal, skriver Ritzau Finans.

Pfizer er da også en stor spiller i medicinalindustrien. Markedsværdien er på over 1000 milliarder kroner, og koncernen har 77.000 ansatte.

/ritzau/