Analytiker: Dong kan ikke holdes på danske hænder

admin

|

30/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når den statslige energikoncern Dong børsnoteres, kan politikerne ikke holde udenlandske investorer ude. Investorer over hele verden - også dem med selskaber i skattely - vil frit kunne købe Dong-aktier.

Det siger aktieanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

- En børsnotering kommer formentlig i 2018, og det kan tiltrække alle mulige tænkelige investorer, også nogle med selskaber i skattely. Det kan man ikke stille nogen garantier op imod. Det er bare en forsmag af, hvad der kan vente i fremtiden, siger Jacob Pedersen til Ritzau.

Omdrejningspunktet i det højspændte politiske drama, der torsdag fik SF til at trække sig fra regeringen og et flertal i Folketinget til at stemme imod en time-out af salget af dele af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, var, at Goldman Sachs investerer via et selskab i skattelyet Luxembourg.

Ihærdige kræfter har arbejdet for, at Dong skulle blive på danske hænder, og at andre danske pensionskasser kunne skyde den nødvendige kapital ind. Men ved en børsnotering kan Dong ikke holdes på danske hænder. Børsnoteringen har politikerne arbejdet på siden 2004.

Spørgsmål: Hvorfor al den ballade, når dele af Dong alligevel kan ende i det, som nogle politikere har kaldt "kælderkolde amerikanske kapitalister"?

- Det kommer vel af det, man kalder følelser. Der er bare ikke nogle gode argumenter for at sætte kapitaltilførslen til Dong på standby.

- Men diverse medier har tegnet et billede af utroligt mange dårligdomme i Goldman Sachs, og det har ikke været svært at rive familien Danmark med, siger Jacob Pedersen.

Aktieanalytikeren peger på, at Goldman Sachs også er meget andet end dårligdomme.

- Den er en af de største investeringsbanker i verden, og den er mange andre forskellige ting også.

- Hvis det her glippede, fordi der kan være stemmer i at køre frem med den sag, vil det afgørende skade dansk troværdighed i forhold til at tiltrække professionelle udenlandske investorer til lignende investeringer i fremtiden, siger Jacob Pedersen, aktieanalytiker i Sydbank.

/ritzau/