Ancelotti: Onsdag spiller vi for at redde sæsonen

Skrevet af admin

10/05/2015

Dagens topnyheder

Nu gælder det om at holde hovedet koldt og tro på sig selv.

Sådan lyder det fra Real Madrids italienske træner, Carlo Ancelotti, efter at holdet lørdag aften med stor sandsynlighed måtte se håbet om at vinde det spanske mesterskab briste efter 2-2 kampen hjemme mod Valencia.

Barcelona er med bare to kampe tilbage nu fire point foran på førstepladsen i La Liga, og Real Madrid sætter nu sin lid til at gentage sidste sæsons triumf i Champions League.

Det kræver i første omgang en sejr over Juventus, når de nykårede italienske mestre kommer på besøg i næste uge for at forsvare sin 2-1 sejr fra det første opgør i semifinalen.

- Vi er nødt til at være positive og værdsætte, hvor godt vi spillede i denne kamp, siger Ancelotti.

- Små fejl koster os dyrt i øjeblikket, tilføjer han.

Valencia scorede to mål i løbet af 25 minutter i første halvleg efter dårligt forsvarsspil fra hjemmeholdets side, mens Real Madrid måtte se tre forsøg prelle af på træværket, og i halvlegens sidste minut brændte Cristiano Ronaldo ydermere et straffespark.

- Resultatet er ikke godt, men præstationen var det stik modsatte. Vi havde mange chancer, men nogle gange er det bare ikke nok, siger Ancelotti.

- Vi tager en masse positivt med fra kampen, og hvis vi på onsdag spiller på samme måde, så vil det gå godt, siger han.

Trods pointtabet bakkede hjemmepublikummet sit hold op, og sådan bliver det også, når Juventus træder ind på Bernabeu på onsdag, lover Ancelotti.

- Vi spiller for at redde sæsonen, og Bernabeu bliver vores 12. mand, siger han.

Real Madrid besejrede i sidste sæson lokalrivalerne Atlético Madrid 4-1 i Champions League-finalen efter forlænget spilletid.

/ritzau/AFP