Andelen af lejligheder solgt over prisen er steget

Skrevet af Boligsiden.dk

01/04/2014

Mest læste i dag

I de fleste bolighandler ender køber og sælger med at forhandle prisen, og  det medfører ofte et nedslag i prisen. Men sådan går det ikke altid. I 2013 endte 4,7 procent af lejlighedshandlerne med, at køber måtte betale mere for boligen, end den egentlig var udbudt for.

Det er en stigning fra 2012,  hvor kun 3 procent af lejlighederne blev solgt på overbud. I 2011 blev 2,7 procent af lejlighederne solgt på overbud.

- Der er ingen tvivl om, at de seneste års positive prisudvikling for ejerlejligheder også har smittet af på overbudsstatistikken. Der har været rift om boligerne i de store byer, og flere købere har måttet bide i det sure æble og byde over prisen for at sikre sig deres drømmebolig, siger kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz.

2014 lægger hårdt ud

2014 har ikke holdt sig tilbage i overbudsstatistikken. I årets to første måneder er 5 procent af lejlighederne solgt over prisen, og i 2014 har køberne endda måtte lægge flere procent oven i prisen sammenlignet med 2013. Men spørgsmålet er, om den tendens holder året ud.

Læs også: Økologisk boligidyl

I de forgangne måneder december, januar og februar viste nøgletal fra Boligsidens Markedsindeks, at priserne på ejerlejligheder holdt sig helt i ro, og at der endda blev registreret et lille prisfald. Meget tyder altså på, at priskurven er fladet ud.

- Det er sådan set ikke unaturligt, at boligpriserne holder sig lidt i ro hen over årsskiftet, men det påvirkede ikke lejlighederne sidste år, og de fortsatte med at stige. I år er de så stoppet helt op tre måneder i træk. Hvis det er et tegn på, at efterspørgslen er blevet mindre, kan det påvirke andelen af boliger, der handles over prisen, siger Birgit Daetz.

Villaer følger med

Sammenlignet med ejerlejlighederne er villapriserne kun steget ganske lidt det seneste år, men også denne stigning spejler sig i antallet af huse solgt over prisen. I 2011 endte 1,2 procent af villahandlerne med, at køber betalte mere end udbudsprisen; i 2012 måtte 1,4 procent af huskøberne lægge ekstra i posen og i 2013 var andelen oppe på 1,7 procent.

2014 lægger også hårdt ud på villamarkedet, hvor 2,2 procent af de handlede villaer har haft en salgspris, der var højere end udbudsprisen.

Hvilke boliger handles over prisen

Helt overordnet styrer udbud og efterspørgsel boligpriserne. Er flere købere interesseret i den samme bolig, kan en køber vælge at byde over prisen for at få boligen. Hvis flere potentielle købere bruger samme taktik, kan man risikere, at et lille overbud bliver trumfet af et større.

Læs også: Priserne topper på syvende sal

Der er ingen garanti for, at boliger i byen kan sælges over prisen. Mange huse i provinsen sættes så billigt til salg, at de bliver solgt til prisen eller over. Så også udgangspunktet for boligprisen er afgørende for, om et overbud kan komme på tale. Boliger, der sættes til salg for en høj pris med det formål, at der så er noget at forhandle om i sidste ende, kan sjældent regne med et overbud.

Af Boligsiden.dk.