Anden gang på to uger: Lastbilulykker skal nu undersøges

Skrevet af Michael Lauritsen

25/06/2013

Dagens topnyheder

Oprydningsarbejdet på Køge Bugt Motorvej er fortsat i gang, efter en lastbil tidligt i morges væltede omkring opkørslen ved Solrød Nord i nordgående retning.

Men det er anden gang inden for kun to uger, at en lastbil er væltet  - på det samme sted. Derfor vil Vejdirektoratet og politiet nu undersøge, om det er hændeligt uheld, eller om der er andre årsager til de to ulykker, skriver sn.dk.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Begge lastbiler er væltet et sted, hvor vejbanerne snævres ind i forbindelse med vejarbejde.

Anlægsdirektør Jens Holmboe fra Vejdirektoratet påpeger, at der er afmærket efter alle kunstens regler. Men eftersom, det er sket to gange på kort tid, skal strækningen nu under luppen.

- Vi vil nu se på, hvad der sker dernede, og så gøre yderligere, så bilisterne bliver opmærksomme på indsnævringen, hvis der er behov for det. Men det er alt for tidligt at sige noget, om det er afmærkningen eller en tilfældighed, at to lastbiler er kørt galt på det samme sted, siger Jens Holmeboe til sn.dk.

Lige nu er Køge Bugt Motorvej spærret af lige syd for ulykken, og bilister bliver ledt af vejen senest ved Solrød Syd. Der er ikke sat tid på oprydningsarbejdet.