Anden runde af afghansk præsidentvalg holdes i juni

Skrevet af admin

15/05/2014

Dagens topnyheder

De afghanske vælgere skal nok engang til stemmeboksene for at vælge en afløser for Afghanistans nuværende præsident Hamid Karzai.

Det oplyser den afghanske valgkommission, der torsdag offentliggjorde det endelige resultat fra første valgrunde.

Anden runde af præsidentvalget finder sted 14. juni, meddeler chefen for valgkommissionen, Yousof Nooristani.

Det har længe stået klart, at kandidaterne Abdullah Abdullah og Ashraf Ghani skulle dyste om magten i præsidentvalgets anden runde, da de indledende resultater viste, at de to fik flest stemmer i første runde.

Abdullah Abdullah er tidligere udenrigsminister og har haft en klar føring forud for valget. Antropologen og eksfinansministeren Ashraf Ghani har dog givet ham kamp til stregen, og det giver altså en duel mellem de to.

Det endelige valgresultat viser, at Abdullah Abdullah fik 45 procent af stemmerne i første runde, mens Ashraf Ghani fik 31,6 procent.

Hvis præsidentvalget skulle afgøres i første runde, krævede det, at en kandidat skulle få mindst 50 procent af stemmerne.

/ritzau/Reuters